Vedtægter

Vedtægter – Struer Tennisklub


§ 1
Klubbens navn er STRUER TENNISKLUB og har hjemsted i Struer kommune.

§ 2
Klubbens formål er at virke for tennissportens udbredelse i Struer og give sine medlemmer bedst mulig adgang til at dyrke dette spil.

§ 3
Indmeldelse i klubben sker til bestyrelsen og man er først medlem, når kontingentet er betalt.
Indmeldelse i klubben er gældende fra sæsonens begyndelse ca. den 1. maj og indtil næste 30. april (Sommermedlemsskab). Vintermedlemskab, er selvstændigt kontingent for perioden 1. oktober til 30. april og giver samme rettigheder som et sommermedlemskab, dog undtaget udendørs spil i sommersæsonen, hvilket kræver sommermedlemsskab.


§ 4
Bestyrelsen fastsætter hvert år ved sæsonens start kontingentet for det kommende år.
Bestyrelsen fastsætter også seneste betalingsdato.


§ 5
Ordinær generalforsamling afholdes inden udgangen af august måned. Den indvarsles senest 1 uge forud ved personlig e-mail til alle medlemmer, på klubbens hjemmeside og sociale medier. Dagsorden ifølge klubbens vedtægter.
Dagsorden skal omfatte følgende punkter:

  1. Valg af dirigent og referent.
  2. Formandens beretning.
  3. Regnskabet fremlægges af bestyrelsen til godkendelse eller anden beslutning.
  4. Indkomne forslag (skal være bestyrelsen i hænde senest 2 dage før generalforsamlingen).
  5. Valg af bestyrelse:
    a. Bestyrelsesmedlemmer
    b. 2 suppleanter
  6. Valg af mindst 2 revisorer og 1 revisorsuppleant
  7. Eventuelt. Forslag, der ikke er optaget på dagsordenen, kan kun drøftes under punkt 7 eventuelt.

    § 6
    Lovligt indvarslede generalforsamlinger er beslutningsdygtige uden hensyn til antallet af fremmødte.
    Forslag til lovændringer kræver 3/4 af de afgivne stemmer for at være vedtaget. Alle andre afgørelser
    afgøres ved almindelig afstemning.
    Afstemninger kan med dirigentens tilladelse foregå ved håndsoprækning, men skal efter begæring af
    blot 2 medlemmer foregå skriftligt.
    Stemmeret kan kun udøves personligt.
    Stemmeret har kun personer, der er fyldt 15 år og som er optaget på klubbens medlemsliste for den
    foregående sæson.
    Valgbar er kun personer, der er fyldt 15 år og som er optaget på klubbens medlemsliste for den
    indeværende sæson. Formand og kasserer skal være myndige.

    § 7
    Bestyrelsen skal bestå af op til 10% af medlemsantallet, dog mindst 3 og højest 7 medlemmer og
    vælges ved simpelt stemmeflertal på generalforsamlingen. Endvidere vælges 2
    bestyrelsessuppleanter.
    Bestyrelsen består af:
    • Formand
    • Næstformand
    • Kasserer
    • (Sekretær) hvis mere end 3 bestyrelsesmedlemmer, ellers tilfalder rollen næstformanden.
    • (Øvrige bestyrelsesmedlemmer) hvis mere end 4 bestyrelsesmedlemmer
    Valget gælder for 2 år og bestyrelsesmedlemmerne afgår skiftevis ved hver ordinær generalforsamling.
    Formand og kasserer skal vælges hvert sit år.
    Revisor og revisorsuppleant vælges hvert år.
    Bestyrelsen konstituerer sig selv snarest efter generalforsamlingen, og meddeler sammensætningen
    ved opslag i klubhuset, klubbens hjemmeside og socialemedier.
    Bestyrelsen kan – såfremt behovet opstår – nedsætte diverse udvalg, hvoraf mindst 1 medlem skal
    være fra bestyrelsen.
    Suppleanter indtræder kun i bestyrelsen ved et bestyrelsesmedlems fravær, som forventes at vare
    mere end 6 måneder.

    § 8
    Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes med samme varsel ved personlig e-mail til alle
    medlemmer, på klubbens hjemmeside og sociale medier som den ordinære, når bestyrelsen finder
    anledning hertil eller når mindst 1/3 af klubbens medlemmer skriftligt har givet anmodning herom til
    bestyrelsen ledsaget af motiveret dagsorden. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 4
    uger efter, at kravet herom er modtaget af bestyrelsen.

    § 9
    Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer, heriblandt formanden eller
    næstformanden, er til stede.
    I tilfælde af stemmelighed har formanden (el. næstformanden) den afgørende stemme.
    Bestyrelsen skal føre protokol over generalforsamlinger, bestyrelsesmøder og vigtige begivenheder
    indenfor klubben.
    Formanden (el. næstformanden) repræsenterer klubben i Struer Idrætsforbund.
    Formanden eller et af bestyrelsens øvrige medlemmer indkalder til bestyrelsesmøde med mindst 2
    dages varsel, når der findes anledning hertil.
    Klubben tegnes ved underskrift af formanden og kassereren.
    Klubbens regnskabsår er fra den 1. juli til den 30. juni.
    Kassereren skal i god tid inden generalforsamlingen afgive driftsregnskab og statusopgørelse
    pr. den 8.december til revisoren.
    Regnskabet forsynes med revisionspåtegning til forelæggelse på den ordinære generalforsamling til
    godkendelse.

    § 10
    Bestyrelsen skal hvert år udfærdige regler og plan for banernes benyttelse og vedligeholdelse, samt
    sørge for, at disse regler ophænges i klubhuset.

    § 11
    Bestyrelsen drager omsorg for, at baner, rekvisitter og klubhus holdes i god stand.

    § 12
    Bestyrelsen kan ved flertalsafgørelse udelukke et medlem på ubestemt tid, når den finder grund hertil.
    Hvis det er besluttet at udelukke et medlem, så skal der omgående herefter rettes skriftligt
    henvendelse til det pågældende medlem om beslutningen.
    Bestyrelsen træffer i øvrigt beslutninger med hensyn til kampe med andre klubber, afholdelse af
    turneringer, opvisninger m.v., og har i sådanne tilfælde ret til at disponere over banerne.

    § 13
    Klubben er tilsluttet de organisationer, som bestyrelsen finder fornødent.

    § 14
    Klubben kan kun opløses, såfremt det derom stillede forslag, underskrevet af ¾ af klubbens
    medlemmer, vedtages på 2 efter hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 3/4 af de afgivne
    stemmer. Den generalforsamling, der vedtager opløsningen, træffer tillige bestemmelse om
    anvendelsen af klubbens formue, som skal gå til almennyttige formål.

    Således vedtaget på generalforsamlingen den 8. april 2025
    Bestyrelsen